Kære BOK-løber

Teknik-træningen ER startet op igen, og i f.m. at forsamlingsforbuddet nu er hævet til 50 for udendørs idrætsaktiviteter, vil nedenstående gøre sig gældende:

Du kan nu vælge at tage løbet som selvtræning eller møde op torsdage kl. 17:15, hvis du ønsker instruktion, hvor Masha vil være til stede. Det foregår under alle omstændigheder på den måde, at du går ind på linket herunder og printer dit kort hjemmefra. Posterne hænger ude, og banerne kan løbes tirsdag morgen-fredag morgen.

OBS: Når du er i skoven, så husk at overholde de til enhver tid gældende corona-restriktioner incl. at holde den foreskrevne afstand og brug rigeligt med håndsprit!

Du kan hente kort og instruktion samt se startsted og helt præcist, hvornår posterne vil være ude for hver enkelt træning ved at trykke HER

Når forsamlingsforbuddet på et tidspunkt ændres til 50 personer, vil træningen vil vende tilbage til den 'gamle' model med fælles fremmøde i den aktuelle skov, hvor Masha vil lede slagets gang.

Tekniktræningen er for alle aldre, alle sværhedsgrader, og det er gratis ;-)

Herfra skal lyde en stor opfordring til at få gang i dit orienteringsløb igen, eller bare få udbygget din træning med noget god og gratis o-teknisk træning i skovene omkring Farum.

Med venlig hilsen og go’ træning

Helle

 

Generelt om tekniktræningen:

Der er altid 3 baner:

Let ca. 3 km – en almindelig bane uden moment på et almindeligt kort, hvor man kan nøjes med at følge stier, grøfter, bevoksningsgrænser, hegn eller andre ”linjer” for at finde poster. Denne bane er både for ungdomsløbere og nybegyndere (voksne). 

Mellemsvær ca. 4 km – oftest med et teknisk moment men på et almindeligt kort. Denne bane er et mellemtrin mellem let orientering (hvor man kun følger ledelinjer) og svær orientering (hvor man primært løber uden for stier). Derfor har de fleste stræk på denne bane 2 vejvalgsmuligheder: et sikkert et langs med ledelinjer og et mere udfordrende lige-på-vejvalg. Denne bane er til de rutinerede ungdomsløbere og voksne, som har løbet o-løb et par gange.

Svær ca. 6 km med mulighed for afkortning– altid med et teknisk træningsmoment - dvs banerne er lavet med fokus på en bestemt teknisk færdighed, oftest på kort, hvor en del signaturer er fjernet (f.eks. kort uden stier, eller kurvekort). Der trænes primært basisfærdigheder, som brug af kompas, kurveforståelse, kortlæsning, forenkling – alt det man skal kunne på en svær bane. Denne bane er for de rutinerede løbere eller for dem, som gerne vil udfordres.