Har du husket at booste din TBE-vaccination?
En af klubbens medlemmer har været syg af TBE, så man kan forvente at der findes smitte i mange danske skove. Han er heldigvis kommet sig over sygdommen.
For en del år siden blev stort set alle klubbens medlemmer grundvaccineret mod TBE (Tick-borne Encephalitis).
Har du husket at booste din TBE-vaccination? Hvis du ikke kan huske hvornår du sidst blev vaccineret, kan du logge på Sundhed.dk og tjekke efter.
Hvis du har fravalgt TBE-vaccination, er der en rigtig god ide at bruge lange bukser og visse myggespraymidler, som har afskrækkende effekt på flåter (fx Autan, der indeholder Icaridin), når du løber i skoven eller lufter hund.
Desuden bør man hyppigt se huden efter for flåter og børste disse af eller hurtigt fjerne dem med en pincet, flåtfjerner eller bare neglene fra én selv, børn og hunde. Hvis flåten har sat sig fast, fjernes den bedst ved at tage fat i flåten så tæt på huden som muligt, ved hovedet. Træk langsomt opad og pas på ikke at klemme eller knuse flåten imens. Hvis der bliver en smule af flåten siddende i huden, gør det ikke noget. Det vil blive afstødt i løbet af få dage. Hos børn er det vigtigt at se godt efter i hårbunden, hårgrænsen og bag ørene.
TBE-virus overføres på minutter, mens borreliabakterien overføres langsommere (over timer), så hurtig fjernelse af flåter er vigtig.
TBE, også kaldet centraleuropæisk hjernebetændelse, er en infektion der forårsages af en virus fra familien af flavivirus. TBE-virus kan overføres til mennesker via bid fra skovflåter. Man kan godt være smittet med TBE-infektion uden at få symptomer, og derfor opdages alle infektioner ikke. De tilfælde der diagnosticeres, er blandt personer der har symptomer på sygdom i hjernen.
Efter fuldført grundvaccination, normalt med 3 doser, opnås 3 års beskyttelse. Første booster gives derfor 3 år efter fuldført grundvaccination. Ved hurtig-programmet gives første booster vaccination allerede 12-18 måneder efter 3. primære dosis.
Ved fortsat behov for revaccination anbefales en booster-vaccination hvert 5. år for personer under 50 år, og hvert 3. år for personer over 50 år.